Being Shy

Jeg har været genert hele mit liv. Jeg forstår egentlig ikke helt hvor det kommer fra, men jeg mødte mange mennesker da jeg var lille, jeg kom meget ud og blev ikke passet på eller pakket ind. Måske er det bare noget, jeg er født med? Alle der er generte ved, hvilken stopklods det kan være! Billederne fra dagplejen, hvor jeg næsten græder fordi jeg var bange for fotografen, børnehaven, hvor jeg blev glemt på legepladsen og ikke turde bede om is, og hvor græd hver gang min mor gik. Første skoledag, hvor jeg følte mig utryg og bange, ikke turde være med i lege eller snakke med de andre børn, anden klasse, hvor en klassekammerat spurgte mig, om jeg kunne tale. Teenageårene, hvor generthed udviklede sig til dårlig selvtillid, dårligt selvværd, selvforagtelse, hvor jeg sad og græd om aftenen fordi jeg ikke turde tage med til fest, drak for meget alkohol for at være mere åben til festerne. Gymnasiet, hvor “ryst-sammen-turen” næsten var det værste døgn jeg har oplevet og hvor jeg droppede ud efter et halvt år. Alle de situationer jeg var bange for, såsom at købe ind, tale i telefon med fremmede og tage offentlig transport alene. Sprogrejsen til Spanien, hvor jeg skulle ud af min skal, men græd hele tiden og talte dagene ned til jeg skulle hjem til mine forældre igen, selvom jeg udviklede mig. Da jeg kom hjem og følte jeg kunne overvinde verden. Starten på gymnasium nummer to, hvor jeg lod som om jeg var åben, men blev overmandet af genertheden til sidst, og efter halvandet år blev smidt ud. Angsten for at fortælle mine forældre at jeg IGEN havde fejlet.

Jeg kan huske jeg engang spurgte en veninde, hvordan hun var kommet over sit dårlige selvværd og sin generthed, hvor til hun svarede: “En dag vågnede jeg bare op, og besluttede mig for, at nu ville jeg ikke have sådan et liv mere! Og så åbnede jeg op over for andre.” Jeg husker, hvordan jeg tænkte: “Hvad fanden skal jeg bruge det til?! Det kan hun jo sagtens sige.” Men nu, hvor jeg har overvundet mig generthed, mit dårlige selvværd, nærmest sociale angst, giver det pludselig så god mening. Det er ikke noget der sker på én dag. Det er en lang proces. Med små sejre, nederlag, og små sejre igen. Og støttende, kærlige forældre, der altid støtter én i ens valg, ligegyldigt hvad der sker. Jeg fik job i en vuggestue efter mit andet forsøg på gymnasiet, hvor jeg pludselig var rigtig god til noget, der rent faktisk handlede om interaktion med andre mennesker. Jeg startede efter nogle år på VUC, hvor jeg “fakede” at jeg var åben, så folk fik det indtryk af mig, og derfor behandlede mig sådan. Hvilket i sidste ende gør åbenheden virkelig. På trods af, at jeg stadig havde nederlag, blev det bedre. Da jeg startede på seminaret, fik jeg hurtigt gode venner, selvom også det var hårdt i starten. Jeg mødte min dejlige kæreste, og der kom igen angst hver gang jeg skulle med til en familiefødselsdag. Men det blev bedre. Der har været mange kampe, og det har taget lang tid, men hvis nogen spurgte mig om det samme, som jeg dengang havde spurgt min veninde, ville jeg svare nogenlunde det samme. Det kræver, at man pludselig opdager, at man er en fantastisk person med interessante ting at sige. Og hvis der er én, der ikke er enig, er den person ikke vigtig. En anden sætning, jeg aldrig vil glemme, er én jeg hørte i en video: “Det er én person ud af 7 milliarder.” Det kræver, at man indser, at man fortjener at være lykkelig og gøre de ting man har lyst til, og ikke går glip af alt det sjove.

Jeg vil næsten sige, at jeg er 100% lykkelig med mig selv, og at jeg er så glad for hvor åben jeg er blevet. Og hvor mange muligheder der pludselig åbner sig op for én, når man tør! Store som små. Jeg har fået en uddannelse, et job, en blog, jeg har været med i et TV-program, jeg er lykkelig. Det mærkeligste er, at min hjerne nogle gange bilder mig ind at jeg stadig er genert. Når jeg for eksempel skal til fest med mange jeg ikke kender, bliver jeg ekstremt nervøs og angst. Men når jeg så kommer til festen, glemmer jeg alt min angst og nervøsitet og er bare, som jeg er: glad og åben og mig. Og jeg sætter ekstra stor pris på det, fordi jeg ved hvor svært det har været, jeg ved hvilken stopklods det har været, og jeg ved hvor meget jeg har kæmpet. Hvis jeg kunne gå tilbage i tiden, og fortælle den usikre pige fra dengang, at det hele nok skal gå, at det på et tidspunkt faktisk slutter og at hun er smuk og fantastisk, ville jeg gøre det!

/

I have been shy my whole life. I do not really get where it comes from, but I have met lots of people when I was little, I got out a lot and was not overly protected or anything. Maybe it is just something I was born with? Everyone who is shy know how much it hold you back! The pictures from my day care where I am almost crying because I was afraid of the photographer, kindergarten, where I was forgotten at the playground and did not dare to ask for ice cream and where I cried every time my mum left. First day of school, where I felt incredibly uncomfortable and insecure and did not dare to join any of my classmates playing or talk to the other children, second grade, where a classmate asked me if I could talk. The teenage years, hvor shyness turned into bad self confidence and self worth, self hatred, where I would sit crying in the evening because I did not dare to go to a certain party, drank too much alcohol to be more open to the parties. The gymnasium (where you study after public school in Denmark, around age 16-19) where the “get-to-know-each-other-trip” was almost the worst 24 hours I have experienced and where I dropped out after six months. All the situations where I was afraid, like going grocery shopping, talk with strangers on the phone, taking public transportation alone. The educational trip to Spain where I was going to get out of my shell, but cried all the time and counted the days until I was going to see my parents again even though I did grow. When I got back home and felt like I could take on the world. The start on the second gymnasium where I pretended to be open, but where my shyness once again took over and resulted in me being kicked out after one and a half year. The anxiety of telling my parents that I had YET AGAIN failed.

I remember once asking a friend how she had overcome her bad self confidence and her shyness, to which she replied: “One day I just woke up and decided that this was not the life I wanted anymore! And then I opened up to people.” I remember thinking: “What the hell am I going to do with that?! That is easy for her to say.” But now, where I have actually grown past my shyness, my bad self worth, almost social anxiety, it suddenly makes so much sense. It is not something that happens in one day. It is a long process. With little victories, then failure, then little victories again. And supporting, loving parents who always support you in your choices no matter what happens. I got a job in a day care center after my second try at the gymnasium, where I was suddenly good at something that actually had to do with human interaction. After some years I started studying again and I “faked” being open so people would get that look at me and therefore treat me that way. Which, in the end, makes the open person real. Despite of the fact that I still had failures and setbacks it got better. When I started studying for a bachelor in social education I got good friend fast even though that was also hard in the beginning. I met my amazing boyfriend and once again, I had anxiety every time I was going to a family birthday. But it got better. There has been a lot of battles, and it has taken a long time, but if somebody asked me the same thing I asked my friend, my answer would be the same. You have to suddenly realize that you are a fantastic person with interesting things to say. And if there is one person who does not agree that person is not important. Another sentence I will never forget is one I heard in a video: “It is one person out of 7 billion.” You have to realize that you deserve to be happy and do the things you want to and not miss out on all the fun.

I would almost say that I am a 100% happy with who I am now and I am so happy with how open I have become. And how many opportunities suddenly open up to you when you dare to take them! Big and small. I have gotten an education, a job, a blog, I have been in a TV-show, I am happy. The weirdest thing is that my brain sometimes tells me that I am still shy. An example is when I am going to a party with lots of people I do not know I get extremely nervous and anxious. But when I arrive at the party I forget all the anxiety and nervousness and just become who I am: happy and open and me. And I appreciate it so much because I know how hard it has been, I know how much I have missed out on, and I know how much I have struggled. If I could go back in time and tell the shy girl from then that everything will be okay and that there comes a time where it actually ends and that she is beautiful and amazing, I would do it!