Being An Adult Sucks

Jeg føler jeg står ved siden af, og kigger på imens jeg lever. Jeg føler dagene, ugerne og årene går, og at jeg kommer længere og længere væk fra mig selv. Længere væk fra alle de drømme og alt den naivitet jeg havde. At jeg er gået på autopilot, og gør de ting jeg skal uden at stoppe op og fundere. Uden at stoppe op og nyde livet. Fordi mit liv kun består af hverdage. Nogle gange afbrudt af små øjeblikke, der gør livet værd at leve. De små øjeblikke vi lever for. Mit liv er ikke dårligt. Jeg har alt det jeg skal bruge. Det er et godt liv. Og jeg ved det er utaknemmeligt, men jeg føler stadig jeg kører på autopilot. Og jeg føler aldrig det vil stoppe igen. Jeg er skuffet over voksenlivet. Bliv ikke voksen, det er en fælde.

/

I feel like I am standing next to myself and looking while I am living. I feel like the days, weeks and years go by and like I am moving further and further away from myself. Further away from all the dreams and all the naivety I used to have. That I am now on autopilot and do the things that I have to do without stopping to think. Without stopping to enjoy. Because my life only consists of the same days again and again. Sometimes interrupted by little moments that make life worth living. Those little moments we live for. My life is not bad. I have everything I need. It is a good life. And I know I am being ungrateful, but I still feel like I am on autopilot. I feel like it will never stop. I am disappointed with adult life. Do not grow up, it is a trap.